Ved første øjekast leder den gule erhvervsbygning i Karlslunde måske ikke tankerne i retning af velduftende bagværk og lækker mad. Men træder man indenfor, vil lugtesansen snart komme på overarbejde. I den ene ende af bygningen møder man nemlig madbloggeren, food influenceren og kogebogsforfatteren Frederikke Wærens i hendes skønne AUBO Sense-køkken.
FRI LEG I KØKKENET
Første kapitel i historien om den kreative pige med den veludviklede sans for både bagning, madlavning og sociale medier begynder i familien Wærens’ køkken i Greve. Frederikke husker, hvordan hun som barn ofte sad på køkkenbordet og fulgte med, når hendes mor bagte og lavede mad.
”Jeg elskede timerne i køkkenet med min mor, og jeg fik altid lov til at hjælpe med et eller andet,” fortæller hun. ”Fra jeg var omkring ti år, begyndte jeg også tit at have mine veninder med i køkkenet efter skoletid. Det var fri leg uden en masse regler og formaninger, og selv om det i starten mest handlede om havregrynskugler og toast og den slags, var det helt sikkert i de år, jeg fik sået frøet til den interesse, der i dag er blevet min levevej.”
I 2010 skete der noget skelsættende på den amerikanske vestkyst, som skulle komme til at definere fremtiden for Frederikke Wærens. De to softwareudviklere Kevin Systrom og Mike Krieger lancerede en ny app til at dele billeder. Instagram var født, og juleaftensdag samme år oprettede Frederikke en profil som en af de første brugere i Danmark.
I de første år handlede hendes opslag meget om boligindretning med et nordisk look.
”På et tidspunkt begyndte jeg så at lægge billeder op med mere farverige ting og ofte noget med mad, kager, smoothies og den slags,” lyder det fra Frederikke, der kunne konstatere, at de nye opslag gav flere likes og flere følgere. ”Så fik jeg den idé, at jeg jo også kunne prøve at kombinere mine Instagram-opslag med min passion for at bage og lave mad, og da det viste sig at give endnu flere likes, droslede jeg stille og roligt ned for interiørbillederne og begyndte at koncentrere mig om livsstil, mad og kager.”